CRO / Conversion Rate Optimization

konverteringsoptimering (cro)

Conversion Rate Optimization, eller CRO, er en disciplin, hvor man systematisk forsøger at øge andelen af besøgende, der udfører en ønsket handling på en hjemmeside, såsom at foretage et køb, tilmelde sig et nyhedsbrev eller noget helt tredje. Dette kan variere fra simple ændringer, som at justere tekst og knapper, til mere avancerede tests og eksperimenter. For mange virksomheder kan en øgning i konverteringsraten være en effektiv måde at få mere ud af den eksisterende trafik uden at øge marketingbudgettet.

Hvordan arbejder man med CRO?

Metoderne til at arbejde med CRO kan variere meget fra virksomhed til virksomhed. I større e-commerce virksomheder med høj trafik og en professionel marketingtilgang vil arbejdet med CRO typisk være meget struktureret og omfatte en række forskellige discipliner:

  • Heatmap analyse
    Analyse af besøgendes adfærd og klik ved hjælp af heatmap-visualiseringer for at forstå, hvor brugerne interagerer mest med siden.

  • Visitor recordings
    Skærmoptagelser af brugersessioner for at få indsigt i adfærd og opdage eventuelle fejl eller problemer.

  • Feedback fra besøgende
    Indsamling af feedback fra brugere gennem formularer på hjemmesiden for at forbedre brugeroplevelsen.

  • Funnel-analyse
    Undersøgelse af konverteringsraten i forskellige trin af salgstragten for at identificere, hvor brugerne falder fra.

  • Fejl- og friktionsanalyse
    Identifikation af fejl og frustrationspunkter på hjemmesiden, der kan afholde brugerne fra at konvertere.

  • A/B testing
    En omfattende disciplin, hvor hypoteser baseret på tidligere analyser testes ved at opdele trafikken mellem en kontrolversion og en testversion af en side. Den version, der klarer sig bedst, implementeres som den nye standard. Denne proces gentages løbende for kontinuerlig optimering.

Nogle af de mest anvendte værktøjer inden for CRO inkluderer Optimizely, Hotjar og VWO.

Hvilke virksomheder har gavn af CRO?

CRO er ikke lige relevant for alle virksomheder, da det kræver et tilstrækkeligt statistisk grundlag, som opnås gennem en vis mængde trafik på hjemmesiden. For at gennemføre effektiv CRO vurderes det, at man mindst bør have 1.000 daglige besøgende. Selvom det er muligt at arbejde med færre besøgende, vil det kræve mere tid og give mindre pålidelige resultater.